Liv og glade dage på en øde gård
Den unge bassist
Leif Nielsen Kramer havde i andet halvår af 1970 komponeret i håbet om, at han i løbet af få måneder ville have materiale nok til en hel LP med det nye band. Nok mødte han dagligt op til undervisningen på gymnasiet, men det kneb med at få læst lektierne.
Han var inspireret af musikerne i Procol Harum, The Moody Blues og Vanilla Fudge – og først langt senere begyndte Leif Nielsen Kramer at betegne sin musik som "symfonisk rock”. Senere, måske mest på grund af teksterne, blev musikken kaldt for ”psykedelisk rock”.
Det vigtige var, at tonesproget var anderledes og nyskabende. Jævnligt samlede han sine musikere for at forsøge at bringe dem ind i sit musikalske univers og i nogle tilfælde blev der endda pjækket fra idrætstimerne på gymnasiet for at diskutere og dyrke musikken.
Den 17-årige gymnasieelev var som komponist præget af stor selvkritik, men Leif Nielsen Kramer var allermest drevet af sit høje ambitionsniveau. Først i februar 1971 var han som komponist tilfreds og mente, at der var tilstrækkeligt, originalt materiale til en LP.
Det nye band, der endnu var uden navn, begyndte at have styr på de nye kompositioner, der samlet skulle udgøre "Facing Morning". Men bassisten manglede stadig, og et par uger før optagelserne til LP 'en skulle begynde, kom Svend Thomsen i tanker om, at Inger M. Pedersen, en pige fra Ramsing, var datter af en ganske god violinist, Holger Kr. Pedersen. Og Ingers lillebror, Peder Pedersen, sad tit på værelset og lyttede til Radio Luxembourg og jammede med sin guitar, som han efterhånden fik mere og mere styr på at betjene. Peder Pedersen havde sin interesse for musikken efter sin far, der i 60'erne spillede folkemusik og populærmusik på sin violin — og en lille, svenskbygget Bjärton-guitar med strenge af stål og to centimeter mellem strenge og gribebræt.
På Peder Pedersens drengeværelse blev der smidt en båndoptagermikrofon i hullet på westernguitaren og skruet op for lyden, så den forvrængede mest muligt, for det skulle gerne lyde som Jimi Hendrix, selv om hans far havde sørget for, at han havde fået en halv times guitarundervisning hos Eberhard Ebbesen på Holstebrovej i Skive.
Den lille svensker kom dog aldrig til at lyde som Hendrix, og det blev mest til vabler på fingrene og knækkede strenge.
Peder Pedersen havde godt nok aldrig prøvet at spille bas, men det kunne han nok lære, mente de gymnasieelever, der var fire-fem år ældre end den unge guitarist. Selv syntes han bare, det lød fantastisk at kunne komme med i et nyt band. Også selv om musikken lå fast.
Leif Nielsen Kramer havde ikke blot komponeret musikken til den nye LP. Han greb også instrumenterne i de begivenhedsrige dage, hvor der blev spillet fra morgen til aften. Lavede én blot en beskeden fejl, startede man forfra.
Ny på bas
Med helte som Hendrix, Clapton og andre navne fra den tungere rock og blues, syntes Peder Pedersen, at musikstilen var mindre kontant i det nye band. Men han ville gerne være med til at indspille en LP.
I det hele taget ville Peder Pedersen, der for ikke så længe siden var blevet konfirmeret, gerne være med, hvor der skete noget. Ellers sørgede han selv for det.
Kort tid før, han fik henvendelsen fra Skive, havde Peder Pedersen været med i et band, der var engageret til at spille til en fest på Lihme Skole. Det fik dog en brat ende, da de 13-14-årige musikere i pausen satte sig i lærerværelset og røg tobak, som lærerstaben ikke ville vide af. Dér endte det spillejob.
Nu stod Peder Pedersen over for en mulighed, der var alt for god til at lade sig glide af hænde. Nu måtte han øve sig for at spille bas, og imens gik Leif Nielsen Kramer op til rektor Jens Lund og spurgte, om han måtte låne gymnasiets musiklokale i vinterferien.
Det måtte han gerne, og det var kun selve musikken, der skulle optages ved den lejlighed. Kai Toft havde konstrueret en nyskabelse - en seks-kanals mikserpult, som blev tilsluttet hans AKAI 38 cm båndmaskine. Ikke alle havde egne musikinstrumenter, så en del blev lånt, og for flere af musikerne var det første gang, de stiftede bekendtskab med Leif Nielsen Kramers unikke kompositioner. Derfor måtte de lære dem først.
På de fleste af optagelserne måtte musikken indspilles samtidig af samtlige musikere, og det betød, at spillede én forkert, måtte alle starte forfra.
For Peder Pedersen blev den første oplevelse med det band, der endnu ikke havde fået et navn, uforglemmelig. Han var under optagelserne ramt af influenza med høj feber, så han indtog en pæn dosis febernedsættende piller i selskab med folk, der var ældre end ham selv og som han ikke kendte særlig godt, i et ukendt band, der spillede ukendt musik, som han skulle bidrage til på et ukendt instrument. Basguitaren manglede jo to strenge – altså i forhold til en almindelig guitar!
- Han imponerede mig meget. Jeg var mest optaget af teknikken, og vi måtte tage det om og om igen flere gange. Det var en øvelse i tålmodighed for os alle, men Peder Pedersen havde influenza. Og alligevel spillede han en mere end habil bas – uden øvelse. Og uden at være på toppen, fastslår Kai Toft.
Peder Pedersen imponerede under de første indspilninger af musikken til ”Facing Morning”. Han havde ikke tidligere spillet bas – og så var han ramt af en gedigen omgang influenza.
Den rigtige farve
Mod alle odds fungerede tingene alligevel, og en uge senere tog Kai Toft bandet og de tre sangstemmer, der skulle høres på "Facing Morning" med til Palle Juul i Quali-Sound-studiet for at indspille vokaler og lidt ekstra percussion.
Pat Funnell, Inge Marie Kristiansen og Else Kristiansen stod for baggrundsvokalerne, og Pat Funnell desuden for titelsangen.
Regningen for indspilningen af det endnu unavngivne bands første LP i Quali-Sound-studiet lød på
5.178,96 kroner for 153 vinylskiver.
En dag i april 1971 sad Svend Thomsen og bladrede i en engelsk ordbog, da navnet Fleur de Lis, den franske lilje, dukkede op. Nu havde bandet — efter at have indspillet sin første LP, den første af sin genre i det jyske — fået sit navn.
Udgivelsen af LP 'en trak imidlertid ud. En veninde til en af musikerne, Helle Christensen med kælenavnet ”Pjuske”, tegnede omslaget til "Facing Morning", men musikerne insisterede på, at coveret skulle trykkes i en ganske særlig, orange farve. For at undgå et kostbart farvetryk, måtte der skaffes særligt karton — i den rigtige farve — så der kunne trykkes billigt i sort/hvid.
Da 150 LP-covers omsider var trykt, måtte musikerne selv lime dem sammen. 45 år senere husker Leif Nielsen Kramer tydeligt fornemmelsen af limen på fingerspidserne.
Udgivelsen af "Facing Morning" vakte opsigt, og musikerne brugte masser af tid på at øve. Hvor det skulle foregå, var dog altid et problem. Et egnet øvelokale var ikke sådan at finde — og musikerne flyttede fra det ene sted til det andet. På et tidspunkt blev endda en nedlagt kostald taget i brug.
Men endelig viste der sig en løsning i Vestsalling.
En øde gård
Et par kilometer uden for landsbyen Ramsing, hvor Svend Thomsen og Peder Pedersen stammede fra, havde Peder Pedersens morbror Ebbe Christensen et nedlagt husmandssted med et velegnet stuehus. Her kunne Fleur de Lis opholde sig i hele uger — og uden at forstyrre naboer kunne de spille døgnet rundt.
Peder Pedersens far Holger Kr. Pedersen lader sig endda overtale til at komme omkring og spille cello, da nummeret "Gensyn III", bliver indspillet, og Svend Thomsens far lader sig dupere af sin søn og de andre "langhårede", da Danmarks Radio laver et interview med Fleur de Lis.
Gården var primitiv — og uden rindende vand, som måtte hentes fra en brønd udenfor. Men musikerne kan overnatte, og efterhånden bliver stedet mere og mere beboeligt. Musikerne stortrives - og udvikler en forkærlighed for drinken "Bloody Mary"
Kai Toft og resten af bandet indrettede et indspilningsstudie med trommeboks, kontrolrum og lydisolerende æggebakker på væggene, og en ny mixerpult fik den talentfulde radiomekaniker også lavet. Og fordi udgivelsen af LP 'en betød, at Fleur de Lis blev engageret til at spille live, var der også penge til indkøb af lidt grej.
Men det var nu almindeligt lønnet arbejde, der gjorde det muligt for Kai Toft at købe to Revox A77-båndmaskiner. Med dem kunne han kunne overspille fra den ene maskine til den anden og dermed lægge f.eks. vokaler oven på en musikoptagelse.
- Som den eneste gik jeg på arbejde, så jeg kom først til Vestsalling efter arbejdstid og i weekenderne, husker Kai Toft.
Køkkenmødding
Gymnasieeleverne havde mere fritid, og derfor kunne musikerne tilbringe mere tid på gården. Men de opfattede Kai Toft som et ligeværdigt medlem af Fleur de Lis – hans rolle var dog mere teknisk end egentlig musikalsk.
Musikken havde førsteprioritet, men blev tit afbrudt af lange diskussioner om musik, men også filosofiske og samfundsrelaterede emner, som optog de unge musikere.
- Der var også diverse arbejdsopgaver forbundet med livet på gården, hvor der skulle laves en trommeboks eller et nyt soveværelse, loddes ledninger eller laves spånpladekabinetter. Det blev ikke til de store kulinariske oplevelser i køkkenet. Mad var en slags irriterende nødvendighed, som selvfølgelig ikke kunne overses. Den bestod mest af rugbrød, spaghetti og ris i kogeposer med en masse ketchup, forklarer Bjarne Pedersen.
Et hjørne af køkkenet bliver hjemsted for, hvad han i dag betegner som ”en veritabel køkkenmødding” - emballage, men også andre uhumske ”godbidder”. Da musikerne bliver gjort opmærksom på, at det kan tiltrække rotter, bliver køkkenmøddingen nedlagt.
Om sommeren kunne de midlertidige ”beboere” på den øde gård tage til stranden og bade.
- Engang mødte vi to søde hollandske piger, som var på tur rundt i Danmark. Vi inviterede dem naturligvis med hjem, hvor vi spillede musik for dem og de blev budt på spaghetti med ketchup. Det var desværre i perioden med køkkenmøddingen. Da de havde set den, takkede de pænt nej tak til at overnatte, fortæller Bjarne Pedersen.
Selv overnattede Fleur de Lis gerne på gården – og det blev livlige tider.
Musikerne fik lov til at låne musiklokalet på det nye Skive Gymnasium – og her blev tonerne af ”Facing Morning” til. Kai Toft havde nok at se til med at få musikken til at lyde helt rigtigt.
”Det var en øvelse i tålmodighed for os alle, men Peder havde influenza. Og alligevel spillede han en mere end habil bas – uden øvelse. Og uden at være på toppen.”
Radiomekaniker Kai Toft, der blev det tekniske medlem af Fleur de Lis
”Mad var en slags irriterende nødvendighed, som selvfølgelig ikke kunne overses. Den bestod mest af rugbrød, spaghetti og ris i kogeposer med en masse ketchup.”
Musiker Bjarne Pedersen, Fleur de Lis, om bandets liv på en øde gård i Vestsalling